En organist/orgel-historie fra bogen: 'At komme fra en søfartsnation'.
Kommentarer, tilføjelser og små-ændringer til original-teksterne er skrevet med blåt.
________________________________________________________________________________________________________________________________
KRISTKIRKEN - TØNDER
Jeg har nedenstående historie fra Johannes Toft (organist i Tønder 1973-1980). Jeg kendte Johannes både fra Tønder Statsskole - han gik 2 klasser over mig - og fra Det jyske Musikkonservatorium. Før konservatoriet var han elev af Mogens Melbye (organist i Tønder 1957-1973), så han efterfulgte altså sin lærer, da denne var blevet organist i Ribe Domkirke. Mogens Melbye efterfulgte Aage Toft, efter han var blevet organist i Haderslev Domkirke, så også de to kendte hinanden.
Historien findes i flere afvigende versioner - dog alle med samme slutning - men mit skøn var, at Johannes var så tæt på kilderne, så der ikke var noget forgjort i at gengive hans version i min bog, og den kan så læses nedenfor.
Tønder Kristkirke blev restaureret umiddelbart efter krigen. De gamle epitafier blev renset og afdækket for eventuelle overmalinger, og så blev orglet totalt udskiftet, dog genanvendte man naturligvis orglets gamle barok-akantus-facade – på hovedværket står anført Anno 1653 og på rygpositivet Anno 1701. På toppen af rygpositivet havde man i prøjsertiden placeret Kejser Wilhelm II’s monogram. Det var lavet i en stil – domineret af et stort W – som faldt aldeles uden for facadens fornemme træskære-arbejde.
Monogrammet blev hængende efter 1920 – der var jo tysk flertal i Tønder til 1937 – men den daværende organist Aage Toft (han var ikke i familie med Johannes) havde siden sin ansættelse i 1933 været irriteret over det, og han plejede at slutte gudstjenesterne med at smide koralbogen – dansk som tysk, den danske vel dengang Bielefeldts koralbog – over skulderen op på rygpositivet, så Kejser Wilhelm II hver gang fik et skub. En dag efter krigen – før restaureringen var afsluttet – gik Kejser Wilhelm II løs og faldt ned på kirkegulvet. Selv om Aage Toft jo bestemt inderst inde havde håbet det en dag ville ske, blev han alligevel lidt hed om ørerne, for han havde jo ødelagt noget af kirkens inventar; men han samlede resterne af Kejser Wilhelm II sammen og gik til pastor Magle. Denne reagerede omgående med: ’Det skal De ikke tage Dem af organist Toft, det ordner jeg’, og så tog pastor Magle monogrammet, og Aage Toft åndede lettet op over at være sluppet af med den abe. Få dage efter rejste pastor Magle medbringende Kejser Wilhelm II til København for at snakke med kontaktmanden på Nationalmuseet. På storebæltsfærgen gik han ud på dækket, og i et ubevogtet øjeblik droppede han Kejser Wilhelm II over rælingen ned i Storebælt. Ankommet til Nationalmuseet forespurgte han, om det ikke ville være en god idé at montere Christian X’s monogram på rygpositivet, og det syntes man også, så der blev lavet et monogram i samme træskære-stil som akantus-facaden, og det sidder stadig på rygpositivet. De senere koralbøger (danske som tyske) har været og er noget tungere end Bielefeldts koralbog, så i dag er der på rygpositivet monteret et solidt stykke træ foran Christian X – set fra organisten – så der ikke overgår ham samme skæbne som Kejser Wilhelm II.
Kejser Wilhelm II er dog ikke glemt, idet der på øverste orgelpulpitur bag orglet stadig hænger et billede af orgel-facaden fra før han faldt ned (billede i bogen s. 11). Han var vel mere landkrabbe end sømand, og han endte sine dage i Holland; men for Tønders organister ligger han altså på bunden af Storebælt.