Et par organist/orgel-oplevelser/historier fra bogen: 'At komme fra en søfartsnation'.
Kommentarer, tilføjelser og små-ændringer til original-teksterne er skrevet med blåt
________________________________________________________________________________________________________________________________
LANGÅ KIRKE
I mine unge dage (Tønder) var det kun ’Es wird Donnerwetter’-Hermann, der gav lidt søfartsassociationer i byen. Han boede på alderdomshjemmet (i dag Leos Plejehjem), og på sine daglige spadsereture bar han altid en slags skipperkasket. Rygtet gik at han i tordenvejr krøb ind et klædeskab med en pude omkring hovedet, og derfor med ovennævnte øgenavn var blevet drilleobjekt for uopdragne unger. Tragisk situation, for han var vel veteran fra 1. verdenskrig, hvor han så havde fået granatchok. En lidelse der muligvis siden tidernes morgen er opstået hos mennesker under heftige tordenvejr, men først blev diagnosticeret, fik navn og taget alvorligt i forbindelse med tæppebombninger under 1. verdenskrig. Skipperkasketten betød så yderligere, at fantasien løb løbsk hos de samme unger, idet nogen mente han havde gjort tjeneste i en ubåd, og enkelte gik endda så vidt, så de mente hans ubåd var blevet sænket, og han havde været den eneste overlevende.
Jeg havde lidt medlidenhed med ham – som helt lille var jeg selv bange i tordenvejr – så når jeg på cykel mødte ham, nøjedes jeg med at slippe styret med den ene hånd, vinke og hilse mojn Hermann, og så svingede han med stokken og hilste mojn tilbage. Det kunne give problemer, hvis jeg mødte ham ud for ’Niels Peter Pjats’ hus. Han havde fået det øgenavn, fordi han havde en meget kraftig stemme og var meget snakkesalig. Han havde en hund – en dværgpincher – der lignede ham på den måde, at den var ligeså støjende som han var. Hvis han gik udenfor og snakkede med naboen, kunne man høre ham lang tid før man nåede derhen, og når man var ud for huset, kom hunden vildt bjæffende farende ud fra garage-indkørslen. Jeg plejede at løfte det nærmeste ben fra pedalen – det kunne jo være den ville bide – og hvis så ’Es wird Donnerwetter’-Hermann kom forbi samtidig, skulle der også være overskud til at hilse på ham på ovennævnte vis, og så kunne søgangen blive så slem, så det var svært at holde balancen.
Da jeg senere blev landsbyorganist (Langå) fik jeg brug for øvelsen ved en ret velbesøgt gudstjeneste – konfirmation så vidt jeg husker. Orglet stod frit tilgængeligt på gulvet i tårnrummet (se det billede fra Langå Kirke man klikker på for at komme til denne side), så det skete at folk på vej ud gik hen og kiggede mig over skulderen, og hvis man sad yderst på en bænk, kunne man vende sig om, og se at organisten sandelig også spillede med fødderne. Når der var mange mennesker, sang jeg hyppigt med af karsken bælg, og ligesom jeg gav den hele armen ved ovennævnte gudstjeneste – så vidt jeg husker på ’Den signede dag’ – kunne jeg høre en dyb tone, jeg bestemt ikke spillede. Jeg kiggede ned, og der stod et lille barn på måske 3 år, der havde opdaget at organisten da vist frembragte lyd med fødderne, ville undersøge det nærmere og nu trådte på det dybe C. Hvad pokker tænkte jeg og sparkede ud med venstre ben for at få barnet væk. Ungen gav ikke op så let, men greb mig om foden (uden at give lyd fra sig), så der var lidt kamp og panik på i det vers, og da jeg hurtigt konstaterede, at jeg spillemæssigt bedre kunne undvære højre ben end venstre (en ikke uinteressant iagttagelse som gælder ret generelt), holdt jeg versets slutakkord lidt længe med venstre hånd og fik så med højre manøvreret min taske – der stod til højre for pedalet – hen til venstre for pedalet foran barnet. Tasken var så høj, så barnet ikke umiddelbart kunne kravle over; men ungen var ihærdig og ikke dummere, end at den kunne finde ud af at gå bagom mig om til højre side af pedalet og derfra begynde at træde på pedalets høje F. Jeg sparkede til ungen med højre fod og kiggede mig bagud og i bakspejlet for at se, om der da ikke var nogen der ville hjælpe mig; men nej: det var jo jyder, de rider ikke samme dag de sadler, så jeg spillede resten af salmen i alvorlig søgang med venstre fod alene på pedalstemmen og højre fod på barnets bryst.
Den dag sendte jeg en venlig tanke til Niels Peter Pjats dværgpincher og ’Es wird Donnerwetter’-Hermann, og da jeg nåede slutakkorden (jeg fik dog hjælp før næste salme), fik jeg desuden tydeligere end nogensinde illustreret den gamle organist-sandhed:
Lykke er at komme vel i havn og
falde til ro med venstre fod på det dybe C.
________________________________________________________________________________________________________________________________
BISTRUPKIRKENKIRKEN - HJØRRING
For en del år siden begyndte man at studere nøjere på hvalernes ’sang’. Hvaler kommunikerer med et overordentlig stort repertoire af lyde i hele spektret lige fra særdeles dybe rumlelyde til meget høje pibelyde. De dybe sammenligner nogen med tonerne fra de største piber i et orgel, og selv har jeg været organist et sted (Bistrupkirken, Hjørring), som havde et – efter min mening – ikke særligt godt orgel, og især den dybe stemme kaldt fagot 16 fod (skrives 16’), synes jeg var så ejendommelig dybt og hæst brægende, så jeg i starten ikke vidste hvad jeg skulle sammenligne den med. Men så hørte jeg en radioudsendelse om syngende hvaler, og derefter var jeg ikke i tvivl: den fagot 16’ lød som en pukkelhval.
Orglet blev efter min tid udvidet og omintoneret, så jeg håber Fagot 16' lyder anderledes i dag.