Et par kapitler fra Boribana-afsnittet i bogen: 'At komme fra en søfartsnation'.

 ________________________________________________________________________________________________________________________________

 

SPROG

Mange ord var så meget anderledes, så de blev oplevet som et andet sprog: gulv hedder dørk, væg skot, spand pøs, og ’sådan er det hele vejen igennem’, som Storm P vel ville have sagt.

 

En del vendinger gik på arbejdsdagen og blev hurtigt lært og oplevet som dagligdags, selv om de havde andre betydninger for landkrabber. Jeg blev purret kl. 5.30, tørnede ind kl. 6.00 og skejede ud ca. kl. 19.15. Hver anden eftermiddag havde jeg fri ca. 14-17. Hvis en sømand kommer ind på en beverding, træffer en af sine kolleger dér godt lakket til og spørger ham, hvornår han skejede ud, kan man ikke fortænke de tilstedeværende landkrabber i at tro, at ’at skeje ud’ betyder at få en kæp i øret; men på et skib er det blot en neutral betegnelse for at gå fra vagt til frivagt.

 

En sproglig vending overraskede mig: jeg sad ret søsyg i skyllerummet med en pøs mellem benene, da en af søfyrbøderne (motormand) stak hovedet ind og spurgte, om jeg fik mig ’en snak med Ulrik?’. Jeg må have set ret fjoget ud, da jeg væltede hovedet op og gloede uforstående på ham. Senere fik jeg en studiekammerat der hed Ulrik, og jeg var lang tid om at vænne mig til at høre nogen sige, at de lige skulle hen ’og snakke med Ulrik’.

 

Bortset fra søfartsgloserne blev der naturligvis talt normalt dansk, men med en ret stor procentdel eder og forbandelser. Især indtog bådsmanden – hvad det angik – en særstilling. Edernes funktion er naturligvis at være forstærkere; men bådsmandens eder var så mange og så lange og tungt rullende, så den forstærkende virkning fuldstændig forsvandt. Det var ret ejendommeligt at høre på, for bare han skulle fortælle om en banal tildragelse, blev den garneret med eder og forbandelser i en grad, så han næsten var svær at forstå. I starten var jeg direkte bange for ham; men efterhånden gik det op for mig, at han kun gøede, han bed ikke.

Kokken brugte betydelig færre eder. Hans foretrukne udtryk var ’at spille fransk klovn’, og det blev hæftet på enhver, der gjorde et eller andet han ikke brød sig om. Normalt præsterede han ingen sprogblomster udover ’de tror vi har spejlæggene hængende på en snor’ og ’spejlæg-kongen’ (en matros der somme tider fik op til 3 gange spejlæg – han mente det øgede hans potens); men kokken havde dog engang et lyst øjeblik, som så oven i købet blev besvaret på samme niveau. Han var ikke så gode venner med den ene jungmand, og de tog hyppigt et mindre skænderi. Denne jungmand var meget høj; men lidt ude af proportioner idet han havde meget lange ben i forhold til en ret kort krop. Han var altså i bogstaveligste forstand højrøvet. En dag han og kokken som sædvanlig tog en lille verbal holmgang, kiggede kokken op og ned af jungmanden og sagde så: ’Du er fandeme så højrøvet, så du kan skide i en tagrende’. Hvortil jungmanden prompte svarede: ’Og du er fandeme så spidsrøvet, så du kan skide i en parfumeflaske’. 

________________________________________________________________________________________________________________________________

KABYS

Da skibet var på værft i Helsingør blev det også gasset for kakerlakker. Gassen tager de levende dyr, men ikke æggene, så efter nogle ugers sejlads på det nærmeste eksploderede det med kakerlakker. Den dag i dag associerer jeg stadig kakerlakkerne med linien ’da myldre djævle frem på jord’ (og omvendt) fra salmen ’Vor Gud han er så fast en borg’, for der var ikke den revne eller den sprække, de ikke myldrede op af, så i en længere periode sluttede hver arbejdsdag med mindst et kvarters kakerlakjagt. Det foregik med kogende vand, og jeg har en teori om, at det var denne daglige jagt på kakerlakker, der betød at vi var i stand til at stille på arbejde dagen efter, for der blev virkelig afleveret nogle aggressioner (én gang kom jeg i kampens hede til at smide en kande varmt vand i hovedet på kokken). Alle i kabyssen opførte sig og lød grangiveligt som heksen i Disneys snehvide-tegnefilm.

Koksmath’en brugte ligesom os andre kakerlakjagten til at lette trykket med; men han havde desuden sin egen facon, idet han en gang eller to om dagen stoppede med det han nu var i gang med, lagde hovedet tilbage og råbte af sine lungers fulde hals ud i kabyssen: ’Hold ud kammerater – jeg kan ikke mere!’. Det varede kun få sekunder, og så arbejdede han videre som om ingenting var sket. Senere tillagde jeg åbne sikkerhedsventiler det udsagn.

 

Maden var intet mindre end gyselig, så det var lidt af en omvæltning at komme fra min mors (krodatterens) altid veltillavede måltider – uanset menuens art – til kokkens gebrækkeligheder. Det gyselige gik nok lidt på råvarerne, men var især forårsaget af kokkens tilstand: han var vel i det store hele konstant fuld. Risenvællingen – aldrig risengrød – var hyppigt brændt på, ikke alle de pocherede æg blev fanget i tide, gjaldt det mad med karry, tabte han gerne karrydåsen ned i gryden, og så røg han ind over gryderne. Jeg så ham engang tabe skoddet, han stoppede omrøringen, fiskede papiret op (tobakken kunne han jo ikke gøre noget ved), slog det af fingrene ned på dørken, rørte hurtigere rundt en 4-5 gange og faldt så uanfægtet tilbage til den gamle rørehastighed.

 

Koksmath’en var i modsætning til kokken godt opdraget hvad angik tobak og madlavning: om formiddagen tog han en kop kaffe (øh, kaffe: i ØK drak man Richs) og en cigaret i messen – jeg så ham aldrig med en smøg i kabyssen.

 

Frokostpålægget – 8-10 anonyme jægerpølser – kunne kokken ikke gøre ringere end det var. Det smagte af så lidt og så så gråt i gråt ud, så mandskabet dagligt beklagede sig. Vi fik jævnligt at vide, at ØK faldt aldeles igennem i forhold til DFDS. Oven i købet gav hovmesteren en dag koksmath’en og mig besked på at skære tyndere skiver (der var en pålægsskæremaskine, så det var muligt at indstille skivetykkelsen meget præcist); men det resulterede naturligvis blot i, at alle bare lagde flere skiver på brødet.

 

Da der ikke var en bager, var alt brød frosset, og det var mit job hver dag at tage næste dags forventede forbrug af skiveskåret rugbrød ud af frostrummet til optøning. Jeg glemte det en dag, så næste morgen måtte jeg ty til nødløsningen: at tø brødet op i ovnen. Den dag troede jeg, jeg havde fået tæsk af kokken; men det skete dog ikke (og skete i øvrigt aldrig). Til gengæld måtte jeg høre meget for, at jeg serverede brød der ’vendte røven i vejret’.

 

Den dårlige ja nærmest grotesk elendige mad var naturligvis også forårsaget af kokkens holdning. Vi fik jævnligt kærnemælkssuppe – som der jo skal rosiner i – og efter et stykke tid hjemmefra var rosinerne begyndt at blive smattede. Koksmath’en syntes på et tidspunkt miderne havde taget overhånd, så efter en tur i forrådsrummet meddelte han: ’Den går ikke mere kok, der er gået mider i rosinerne’. Hvilket kokken kommenterede med: ’Åh, skidt med det, hvad de ikke ved, har de ikke ondt af’ (det er slemt når vi andre har det motto; men det er nu værre når det er en kok).

Engang karry-retten var nærmest aldeles uspiselig, kom bådsmanden ud i kabyssen med sin tallerken, og foran øjnene af kokken og hovmesteren skrabede han meget langsomt og demonstrativt hvad der var på tallerkenen ned i affaldsspanden. Et utvetydigt vink med en vognstang; men det ændrede ikke spor.

Det var naturligvis håbløst og umuligt at kigge maden efter for tobaksrester, om der var mider i det ene eller det andet eller at fjerne for meget karry; men det var en daglig rutine at røre lidt rundt i tallerkenen og kigge efter kakerlakker.

 

Til eftermiddagskaffen var der på skift mulighederne sandkage og ovn-optøede spandauere. Sandkagen altid tør og støvet – spandauerne altid ulækkert fedtede. Skylleren (opvaskerdrengen) og jeg havde eftermiddagskaffetjansen på skift. For at den samme ikke hver gang skulle sørge for enten sandkage eller spandauere, måtte mandskabet somme tider finde sig i at få det samme 2 dage i træk. Jeg tvivler på de kunne huske, hvad de fik fra dag til dag.

 

Det varede ikke længe, før matroserne – ikke så underligt – begyndte at bryde ind i kabyssen om natten for at stjæle mad. Det var kokken godt sur over; men det lykkedes ham ikke rigtigt at forhindre det, så vi fik besked på at fjerne al mad fra kabyssen og lade den overnatte i forrådsrummene, for døren derned var en meget solid ståldør, og den kunne låses og blev det hver dag.

 

Helt fantasiløs var kokken dog ikke, for da vi på hjemturen – i Middelhavet, en uges tid før Hamborg – løb tør for tomatketchup, barslede han med følgende nødopskrift: man udkoger en mængde kartofler og moser dem, derefter rører man mosen sammen med rødbedesaft til konsistensen passer, smager til med tomatpuré, og kommer det på de tomme tomatketchupflasker. Emballagen mente jeg dog ikke var nok til at forvandle dette fluidum til tomatketchup, så i det skjulte fremsagde jeg over flaskerne trylleformularen: ’Abracadabra en høvl og en grønspætte – la’ det være tomatketchup’. Det hjalp dog heller ikke, indholdet skilte som gammel kærnemælk, og jeg kunne bare konstatere, at matroserne smed flaskerne overbord ligeså hurtigt jeg satte dem ind i messen.

 

Nogenlunde på samme tid som ovennævnte opskrift så dagens lys, havde bådsmanden fået nok af kokkens ejendommelige kogekunst, så han stoppede ham en dag og spurgte med stentorrøst og – med overraskende forstærkende virkning! – helt uden eder og forbandelser: ’Hvornår begynder du at lave noget ordentlig mad?’. Jeg troede der var øretæver i luften – som jeg helst undgår – så jeg sneg mig ud af messen og hørte derfor ikke kokkens svar.

 

Kokken bar sin brandert forbløffende godt; men øjnene var blakkede, de skvulpede usynkront rundt i øjenhulerne, og det var ikke sjældent han gik usikkert. Engang han og jeg stod og snakkede i skyllerummet, blev hans knæ pludselig som gelé, og han måtte helt ned og sidde på dørken. Jeg blev lidt overrasket, for jeg syntes han så ud som han plejede. Jeg vidste jeg ikke kunne løfte ham op – det var jo død vægt – så han måtte klare det selv, og det lykkedes ham da så også med stort besvær at komme på benene. Engang jeg skulle hente ham tidligt om morgenen, så jeg ham tage en snaps og hælde den næste op, så hans morgenmad var vel mindst 2 snapse på tom mave. Adskillige gange om formiddagen forsvandt han et par minutter – det var næppe hver gang for at gå på toilettet. Jeg så ham aldrig spise noget før til middag.

På et tidspunkt gik rygtet, at én af matroserne havde smugkigget i hovmesterens regnskab, og fundet ud af at kokken drak for 600 kr. om måneden. Det er ca. 20 kr. om dagen, og det lyder ikke af meget i dag; men det er over 40 år siden, og sprutten var skattefri, så en øl kostede 1 kr. og en ½ flaske snaps 9 kr. Det lød troligt, at kokken drak en halv abe og mindst 10 bajere om dagen.

Der skal en god lever til at klare det kvantum.

________________________________________________________________________________________________________________________________

TATOVERINGER

Traditionen tro blandt søfolk havde en del af mandskabet tatoveringer – traditionelle sådanne – og i de varme lande var påklædningen så let, så tatoveringerne normalt kunne ses.

 

Bådsmanden havde klart flest. Han var jo også en ældre garvet sømand og havde tydeligt fået lavet dem for mange år siden, for de var noget falmede. På brystet havde han en 3-mastet fuldrigger – den havde engang været et imponerende syn – og på armene boltrede sig nøgne damer, Mickey Mouse og andet godtfolk. Fuldriggeren var normalt blotlagt til skue, idet bådsmanden aldrig knappede skjorten, men havde den bundet med en knude lige under fuldriggeren og over maven, der så struttede frem som bulben på et skib. Under denne bulb hang de korte bukser med en løs livrem lige over kønsdelene, og i livremmen sad en skede med en dolk. Skeden havde tendens til at glide frem, så den hang som en spids penis mellem lårene. Det var et syn for guder, som det var svært at lade være med at trække på smilebåndet over; men jeg oplevede dog aldrig nogen gøre det, endsige kommentere det.

 

Før omtalte jungmand kandiderede til prisen for at besidde de absolut grimmeste tatoveringer. Så grimme og så ringe udført så jeg ikke kan huske dem så godt, så jeg kan beskrive dem.

 

Letmatrosen derimod havde et vel CD-stort leopard- eller tigerhoved – jeg har glemt hvad – på det ene skulderblad. Det dyrehoved var en fryd for øjet og helt sikkert udført af en mester på feltet, blot lidt underligt at ejeren selv kun kunne nyde synet i et spejl og med hovedet drejet akavet bagud.