Regulært

ikosaeder af 7. art

Gennemgående illustrationer

De regulære polyedre af første og højere art bruges som gennemgående illustrationer også på disse mere personlige sider.

Jeg synes de har så høj dekorativ værdi, så de kan tåle at blive gentaget.

På eget forlag - Edition Steen - er de udgivet som klippe/klistre-ark.

Danmarks Ingeniørakademi (DIA)

3 ingeniører fik til opgave at bygge en bro.

Civil-ingeniørens var en fryd for øjet - sådan skal en bro se ud - den skvattede dog sammen; men han kunne forklare hvorfor.

Akademi-ingeniørens kunne man da se var en bro - den skvattede dog også sammen; men han kunne ikke forklare hvorfor.

Teknikum-ingeniørens var et skrummel uden lige - den blev dog stående; men han kunne ikke forklare hvorfor.

Jeg er akademi-ingeniør - stærkstøm.

Stærkstrømmer kaldes også tykstrømmer i modsætning til svagstrømmer der kaldes tyndstrømmer.

I dag skelner man ikke mellem ingeniørerne med ovennævnte 3 betegnelser, idet man i lighed med andre bachelor-uddannelser bruger begrebet diplom-uddannelse, så i dag kaldes både akademiingeniører og teknikumingeniører for diplomingeniører.

Civilingeniører er så også diplomingeniører; men de har en mastergrad oveni.

Jeg dimitterede i januar 1984.

Dagligt liv under studiet

Jeg befandt mig egentlig ganske godt på DIA, på trods af jeg var mindst 10 år ældre end årgangens gennemsnitsalder (når man regnede mig med).

Min sidekammerat og samarbejdspartner hed også Steen, og vi gik godt i spænd sammen, og vi har da også stadig kontakt med hinanden.

Først boede jeg på et værelse i Bagsværd; men efter jeg havde fået et mindre organist-job (Sjælør), fik jeg råd til en 2-værelses ejerlejlighed på ydre Nørrebro. Den lå på 4. sal, og fra køkkenet var der lidt udsigt mod øst; men også ned mod nabogaden (Nannasgade) så jeg kunne følge slagets gang, da diverse effekter fløj gennem luften i forbindelse med uroen ved det gamle 'Arbejdernes fællesbageri' (Rutana).

Lejligheden lå i cykle-afstand til Lundtofte-sletten (12 km), til Sjælør (6 km) samt til koncerterne i Tivoli, Radiohuset og den indre bys kirker.

Onsdagen var halvdags på Lundtofte-sletten, så da havde jeg en klaver-elev i Farum. Det gav så lang en cykletur, så jeg på vej hjem plejede at mellemlande hos min søster i Bagsværd.

I efteråret 1983 var vi på en ekskursion til Schweiz. Vi besøgte bl.a. BBC, et A-kraftværk, en koblingsstation og et vandkraftværk (Mattmark-værket, der lå i nabodalen til Zermatt og Matterhorn).

Fasekompensator i form af synkronmaskine.

Bemærk ingen ydre aksel. I dag-timerne er nettet induktivt, så da kompenserer den kapacitivt og omvendt i natte-timerne.

Maskintransformatorerne kører på skinner, så det er relativt let at udskifte en defekt eller bytte rundt på dem i forbindelse med årlige revisioner.

Kort før ekskursionen til Schweiz købte jeg mit første kamera, for jeg ville ikke kun komme hjem med diverse firma-brochurer, men også tage egne teknik-billeder samt nogle turist-billeder.

Jeg fik da også hørt lidt musik, idet jeg var til en koncert i Zürich. En ung pianist spillede Bach og Schumann.

Zürich

Mere schweizisk bliver det ikke

De Forenede Papirfabrikker (DFP)

Mit første job blev hos DFP på hovedsædet i København fra april 1984.

Dette domicil lå i St. Strandstræde tæt ved Kongens Nytorv, og det var et fornemt hus, som havde sin storhedstid tilbage i 1800-tallets guldalder, hvor det var ejet af familien Waagepetersen.

Ude på fabrikkerne tog man ikke notits af hovedsædets historiske baggrund, for det blev konsekvent kaldt 'førerbunkeren'.

I min tid blev huset solgt, og vi blev flyttet til en nyere bygning i Borgmester Christiansens Gade i Sydhavnen.

Øgenavnet 'førerbunkeren' blev hængende.

DFP havde i min tid 3 finpapir-fabrikker:

Silkeborg Papirfabrik (3 maskiner), Dalum Papirfabrik i det sydlige Odense (2 maskiner) og Maglemølle Papirfabrik i Næstved (adskillige maskiner, men nogle lagt i mølpose).

Maskinerne blev kaldt PM efterfulgt af et nr, som var blevet tildelt den pågældende maskine, da den blev købt og installeret. Rækkefølgen havde huller efter maskiner der var blevet skrottet.

De 3 ældste stod i Silkeborg, og de var alle i drift. PM1 var nærmest antik, idet den havde 'snore'-træk.

Jeg kom næsten kun i Silkeborg, idet jeg deltog i en ombygning af hollænderiet til PM3.

Papirfabrikation er en gammel industri, og mange af de gamle betegnelser lever stadig, så selv om den maskine der kaldes en hollænder er gået af brug og erstattet af pulpere, kaldes hele stof-håndteringen før selve papir-maskinerne stadig for et hollænderi.

DFP var en del af Danisco-koncernen, og i 1990 solgte Danisco DFP til det svenske selskab Stora Papyrus.

Stora lod fabrikkerne i Dalum og Silkeborg køre videre, men lukkede omgående Maglemølle. Efter få år blev Silkeborg-fabrikken solgt, og de nye ejere lukkede så den i 2000.

Dalum Papirfabrik fik også på et tidspunkt nye ejere, og med udgangen af 2012 blev den så lukket.

Wilhelm Marstrand, maleri fra 1834:

'Et musikalsk aftenselskab'

Det er C.E.F. Weyse ved flyglet.

Salen var bevaret i denne skikkelse i min tid.

Den blev anvendt af salgsafdelingen.

Silkeborg Papirfabrik

Turbinehallen

Silkeborg Papirfabrik

PM1-drift. AC/DC-motor-kobling

Brdr. Gram

Mit andet job blev hos Brdr. Gram i Vojens.

Jeg startede i november 1985 i den dengang selvstændige el-afdeling. Den lavede styringer til industrielle køleanlæg og til div. apparater og maskiner der krævede køling.

Det hyppigste var anlæg til køle/fryse-huse, til slagterier og til mejerier; men det blev også til anlæg på et par norske trawlere.

Gram producerede også en del maskiner til køleindustri som pladefrysere, skælismaskiner, frysetunneler og alskens iscreme-maskiner.

I et forsøg på at bedre udgiftsstyringen blev hele industri-sektionen i 1987 splittet op, el-afdelingen blev nedlagt, og vi blev fordelt i hhv en iscreme-afdeling (Gram Equipment) og en anlægs-afdeling (Gram Contractors).

Jeg kom til iscreme.

En vigtig del af jobbet var idriftsættelserne, og da iscreme-maskinerne hyppigt gik til udlandet, gav det særdeles meget rejseri. Det værste år havde jeg 120 udedøgn. Det var nærmest umuligt at planlægge i det daglige, for jeg vidste sjældent, hvornår jeg var hjemme, og når jeg var ude, vidste jeg slet ikke, hvornår jeg kom hjem, for vi rejste konsekvent med åben retur på billetten, og man kom jo ikke hjem, før kunden var tilfreds.

Jeg forestiller mig at hovedtavlen til højre med de åbne knive var en aflagt amerikansk fra før 2. verdenskrig. Længst til venstre sidder en maximal-afbryder, så der var da nyere komponenter.

Ellers skal jeg tilbage til dukketeatret fra min barndom, for at komme i tanke om hvor jeg sidst har set åbne knive; men de brød jo også kun en spænding på 1,5 V.

Gram tjente ikke penge, så efter 10 år følte jeg jorden brænde under mig, så jeg søgte andre græsgange.

Få år efter var det slut, og Gram-familien måtte afhænde det hele. Gram Equipment levede dog videre, og det er da muligt, jeg havde været en af dem, der ikke var blevet fyret; men det blev en del nu.

Gram skruekompressor-aggregat

Beholderen nedenunder er olieudskilleren

Her virkede Grams linie fra vaffel-produktion til casepacker; men første maskine efter - en pallemaskinen - gik i stå konstant.

Dette er ca. et kvarters produktion.

Hovedtavle i Seoul, Sydkorea

Det er forbudt at hive i en åben kniv under belastning; man har ikke kræfter nok, og der opstår en lysbue, som man ikke kan bryde.

Brdr. Eegholm

Mit tredje job blev hos Brdr. Eegholm i Sønderborg; jeg startede november 1995.

Mine første opgaver blev diverse slags CO2-håndtering (rensning, lagertanke og skib).

CO2 kan jo bruges til noget såsom tøris, kølemiddel og i øl- og sodavands-flasker, så CO2 opsamles (mest i petrokemisk industri) renses og anvendes til det man nu ønsker. 

CO2-tilskuddet er sket ved at brænde fossile brændstoffer, så ved at opsamle og anvende CO2'en, giver det ikke et ekstra tilskud, men kun en udsættelse af et allerede lavet tilskud.

Mængden af CO2 i afhængighed af niveauet var i de stående tanke til at finde ud af; men mht de liggende tanke blev det den eneste gang i min karriere, jeg måtte opstille og udregne et integral. Jeg havde ikke min 'gummi-bibel' med til Gdansk, så opslaget krævede en opringning til min bror.

Da jeg senere kom til York Refrigeration (Gram Contractors), blev jeg 'udskrevet' til en messe, hvor York udstillede et kompressor-aggregat, der anvendte CO2 som kølemiddel. Vi fik alle udleveret en T-shirt med rygmærke (se til venstre), og den havde jeg engang på, da jeg handlede i Superbrugsen i Rødekro. Først da jeg kom hjem og tog trøjen af, gik det op for mig, hvorfor så mange havde skulet ondt til mig det meste af dagen.

Eegholm har en del opgaver for Alfa Laval med decanter-styringer, og nogen af dem endte da også på mit bord. En decanter er en vandret-liggende centrifuge, og de bruges både i rensnings-anlæg og i fx fiske-industri.

Desuden projekterede jeg proviant- og aircondition-styretavler til Sabroe Marine.

Den opgave jeg holdt mest af, var en gas-generator til et rensnings-anlæg på Kreta. Anlægget gav så meget methan, så det kunne føde en gasmotor 8 timer om dagen. Generatoren var på 250 KVA. Styringen var fuldautomatisk med synkron indkobling.

Konceptet var vistnok i den dyre ende, så der kom desværre ikke flere af de opgaver.

CO2-tank-anlæg i Gdansk

Tankene var 20 m lange og 4 m i diameter.

Et Gram-køleanlæg holdt CO2'en flydende ved at holde et tryk på 8 Bar. Da systemet var lukket gav det en temperatur på -32 grader.

CO2-skib (ombygget mindre container-skib)

Skibet havde ingen køling af den flydende CO2, så efterhånden som temperaturen og dermed trykket steg, sørgede pressostater for at åbne for diverse ventiler til det fri.

Jeg var med både på værftet i Santander, Spanien, ved modtage-anlægget i Porsgrunn, Norge og ved modtage-anlæggene i Gdansk og Stockholm (Pripps-bryggeriet)

Constance

Eegholms sejlende ambassadør

Svejlund Automation

Mit sidste job blev at lave mit eget firma i 2004.

Jeg havde allerede lavet et lille forlag med egne udgivelser, så da jeg startede min ingeniør-virksomhed, blev de 2 firmaer lagt sammen til 1.

Den eneste form for opsøgende arbejde jeg laver, er denne hjemmeside, og da jeg ikke har behov for mere arbejde, end hvad der kommer fra mine fhv. arbejdspladser (Johnson Controls og Eegholm) kører det optimalt.

Jeg tjener jo også lidt som organistvikar, og der står jeg nu i så mange organisters kartoteker, så jeg jævnligt siger nej, for hvis jeg spillede hver søndag, kunne jeg ligesågodt have et fast job.

Johnson Controls anvender mig næsten kun til servicering på ældre anlæg, som jeg lavede de år jeg var ansat, og det gælder så lige fra jeg startede hos Gram i 1985 til jeg sluttede min sidste ansættelse hos Johnson Controls i 2004.

Der kan så også komme service-opgaver på anlæg jeg ikke har lavet - fx er der en kunde hvis PLC har det med at tabe programmet hvert 2. år - og mon dog ikke ingeniørerne ved Johnson Controls har det fint med at kunne hente én ind udefra til den slags opgaver?

Eegholm har nogle gange anvendt mig som syge-vikar.

Sidste opgave var et brand-alarm/sluknings-system på en lyst-yacht (jeg programmerede PLC og operatørpanel).

Det blev én af de få gange, jeg ærgrede mig over, at jeg ikke skulle med til idriftssættelsen på stedet. Det kunne ellers have været interessant.

Hvad er prisen mon for denne skude?

70-100 millioner?

Jeg har kun haft én større opgave for en 3. kunde. Det var en dokumentationsopgave, som bestod i at lave logikskemaer, som grundlag for PLC-programmering.

Jeg tøver ikke med at hævde, at det jeg ved om struktur og organisation, har jeg ikke lært i mit ingeniør-studium, men lært ved at spille og beskæftige mig med orgel-musik af Bach, for dér er der virkelig struktur.

Skal jeg sætte sagen på spidsen, vil jeg derfor om siden forneden hævde, at det inde i midten er lavet af elektroteknikeren mig og det ude i siderne af organisten mig.

Baggrund

Da York - efter køb af Gram Refrigeration - købte Sabroe, lukkede Sabroe Grams/Yorks kompressor-produktion i Vojens. Nu syntes jeg det så sort ud for Gram Contractors mulighed for at overleve; men afdelingen blev så lagt sammen med Sabroe/Søby-køleteknik og blev til York Køleteknik med ledelse i Hornslet.

Få år efter blev York International købt af Johnson Controls, og uvisheden vendte tilbage; men Grams gamle anlægsafdeling blev ved med at overleve, omend den næsten måned for måned blev mindre og mindre.

Eegholm var en overgang meget langt nede; men på et tidspunkt kom der ny ledelse med en mindre pose penge, som blev investeret de rigtige steder, og Eegholm overlevede til min store glæde.

I disse usikre år var jeg frem og tilbage et par gange mellem Eegholm og Gram Contractors, senere York Køleteknik, senere Johnson Controls.

1. gang fra Gram Equipment til Eegholm var det en ansøgning fra min side.

1. gang fra Eegholm til Gram Contractors var det en telefonisk henvendelse fra Gram.

2. gang fra Gram Contractors til Eegholm var det en telefonisk henvendelse fra Eegholm.

2. gang fra Eegholm til York Køleteknik var det en telefonisk henvendelse fra mig.

Dette tumult-agtige forløb skete i løbet af ca. 9 år, og jeg brød mig bestemt ikke om det, for det gav jo et indtryk af vægelsind; men det var dikteret af både de usikre tider og af min frygt for nedskæringer - læs fyring.

Efter min mors død arvede jeg lidt, og da jeg havde ganske gode pensionsforhold, og desuden skønnede at jeg efter Johnson Controls køb af York International med stor sandsynlighed ville få et ultimatum om enten at blive fyret eller blive overført til Hornslet, besluttede jeg mig til at blive selvstændig, for det var ikke til at holde ud at tænke på at køre frem og tilbage til Hornslet hver dag, og flytte ville jeg ikke.

-----------------------------------------

I dag kan jeg konstatere, at Johnson Controls ikke har en el-ingeniør i det sydlige Jylland, og at al lidt større el-projektering (PLC- og SCADA-programmering) bliver lavet i Hornslet, så jeg kan ikke tænke andet, end at jeg så rigtigt; men Johnson Controls skal så bestemt heller ikke høre for, at de besluttede at samle projekteringen et sted, for det er en meget naturlig ting at gøre.

I 2012 blev Hammelev-afdelingen flyttet til Vejen.