RETUR TIL FRITIDS-SIDE (HUSMANDSSTED)

Mit husmandssted i Svejlund

Ejendommen var ved købet på 14 hektar mark og 1 tønde omkring bygningerne (indrammet med rødt).
Forneden til højre ses Surbæk. Den fik snoninger for nogle år siden - før da var den som en lineal.
2 af gårdene i Svejlund ses forneden til venstre. På gården til højre bor min nu fhv. forpagter.
Billedet er kopieret fra Kraks/Googles luftfoto, og der står ingen steder, hvornår det er taget.

De første år bortforpagtede jeg markerne, og efter 12 år opsagde jeg forpagtningen og solgte 13 hektar fra. De nye skel blev lavet, så det frasolgte areal blev 2 meget rektangulære marker og dermed nemme at kultivere for bonden. Den ene hektar af markarealet, som jeg beholdt, blev så meget ukurant, men sammen med arealet om bygningerne trekantet. Jeg hyrede så Hedeselskabet til at plante skov med løvtræer - af Hedeselskabet kaldt for 'blandet lystskov'.

 

Skoven blev anlagt med nogle køregange og en enkelt lysning - tegnet ind med rødt på billedet.
Det ses tydeligt at skovens træer endnu ikke er oppe i højde med træerne omkring bygningerne.

Foroven til venstre - mod nordvest - er der lavet en traktorvendeplads; men det græs-areal blev også lavet med henblik på evt. at få en vindmølle på stedet. Den nye lovgivning om hus-vindmøller dikterer dog en største afstand fra bygningerne på 23 m, og selv om man sikkert kan få dispensation til en lidt større afstand, vil man næppe kunne få det med en afstand på lidt over 100 m, så jeg har droppet tanken om en vindmølle.
Lovgivningen har jo indført netto-afregning af el-produktion for husmøller, og da jeg både har en vandtank og en varmepumpe-tank med varmelegemer, er det nærliggende at tilslutte dem el-nettet og så have en vindmølle, der så bare skal have en årsproduktion på max mit egetforbrug. På vindstille kolde dage kunne jeg så supplere med træ-fyring.

Som det ses er husfacaden orienteret mod sydvest, og det nyder jeg meget, for det betyder at solen står direkte ind i stuerne kl. 3 om eftermiddagen. Mit hus i Styding havde facaden drejet 30 grader mod øst, så en stor del af året, var der ikke sol i stuen, når jeg kom hjem fra arbejde, og det generede mig meget.

Sidetop